ALL THINGS WILL BURST INTO ATOMS

17 JAN – 24 FEB  2020 //

Huset for Kunst og Design // 

Solo exhibition

1/15

Med udstillingen All Things Will Burst Into Atoms udfolder Michael Würtz Overbeck en eksistentiel udstilling, der med insisterende og sakral alvor tager livstag med tilværelsens massive tyngde. Udstillingen skildrer en ensomhedsfortælling om tiden, tabet og afsavnet af den afdøde og erkendelsen om altings bortsvinden.

Det gennemgående spor i udstillingen er tabet af den anden. Et afsavn som hos mange mennesker kan skabe et tomrum, hvor man i sorgen fyldes med skygger, der opsluger alt, formørker sindet og sprænger ens tilværelse til atomer. Mørket, som kan omhylle én, skaber hos nogen et behov for at finde en højere mening i det tomrum døden efterlader.

Et grundlæggende vilkår for vores eksistens er tiden, der konstant bærer os gennem livet, forsvinder mellem fingrene på os, og som vi ikke kan fastholde eller få igen. Konfronteret med vores egen og den andens forgængelighed, bliver det et ønske om at kunne fastholde dét, der forandrer sig og falmer bort. 

Mindet om personer, begivenheder og situationer transformerer sig til en form for hyper-virkelighed af levede trivielle øjeblikke. Men mindet kan måske ligefrem miste dets betydning og falme bort. Mennesket har derfor altid haft et stærkt behov for at kunne indfange disse værdifulde minder, for på den måde at holde liv i det eller dem, der er afdøde og borte. 

Værkerne i All Things Will Burst Into Atoms står som analoge øvelser ud i billeddannelse. De trækker, som kun det analoge kan, det forunderlige i den fysiske verden frem:

 Et gipsafstøbt hjerte – afskåret fra krop og sted – men som man kan lægge sin hånd på, og mærke et svagt pulsslag. En gipsafstøbt metronom, der er ved at gå i opløsning, og flyder ud på afstøbningens overflade. Tretten krystalglassfærer, der aftager i størrelse for helt at forsvinde til sidst. En hvid gipspyramide i et stort basin, som måske kun er toppen af en meget større struktur under det sorte vandspejl. 

Værkerne står som et spejl, som man kan forsøge at finde meningen igennem, og danner også rammen om udstillingen som et smukt, sakralt og mørkt sted. Det skaber et refleksionsrum til tankernes uendelige ekkoen frem og tilbage mellem selvet og alt det andet. 

Udstillingen rejser spørgsmål omkring eksistens, forgængelighed og sorg. Vil mennesket nogensinde kunne finde ind til en højere mening med døden ved udelukkende at lede i mennesket selv? Eller er mennesket nødt til at sprænge sig ud i altings kosmiske forbundethed for at finde ind til en højere mening og en sanselig forbindelse mellem én selv, og den man har mistet og savner?

 


Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon