THE VOID

21 NOV 2020 – 21 FEB  2021 //

Solo exhibition

Den Frie Udstillingsbygning // 

1/36

Soloudstillingen The Void på Den Frie Udstillingsbygning står som et mørkt og fortættet sted, der lader beskueren stige ned i sorgens væsen, der kan føles afgrundsdyb i det moment, man står i sorgen og har mistet en, der står én nær. 

 

Michael Würtz Overbeck udfolder en udstilling om altings bortsvinden, der kan efterlade én fortabt og paralyseret i sorgen. Begravet dybt i tvivlen, kan man miste sig selv i en åndeløs tilstand – tømt – med kun et tomrum tilbage. Vor forgængelighed – en uomgængelig kraft – står tilbage som et tabu, vi helst ikke vil vedkende os, hvor formålsløsheden kan efterlade en med en fundamental følelse af ensomhed. 

 

Alt svinder bort til sidst. Livet er så kort, og alle omkring os vil forgå, inklusiv os selv. Om det er livet der rinder ud og døden der sætter ind eller minder der langsomt smuldrer, tager en anden form eller går i glemslen til slut. 

 

Vejen gennem livet kan være forskellig fra den ene til den anden, men endemålet er det samme for os alle. Døden står som et tab, vi helst ikke vil vedkende os, men som vi må konfronteres med – konfronteret til at se vor forgængelighed og altings bortsvinden i øjnene. 

 

Mange vender sig mod religion eller håbet om et andet liv i det hinsides. Andre søger svar hos naturvidenskaben, filosofferne eller kunsten. Eller ser det som et endegyldigt nulpunkt. Det er på alle måder op til den enkelte, hvad man tror på eller bekender sig til eller hvor man søger. ”Sandhederne” er diversive og mangefacetterede, men ingen mennesker ved, hvad der venter os, når livet ikke er mere. Vi ved kun, at det, vi ikke ved, fortaber sig i mørket. 

I dette tomrum, som indeholder tvivl, fortabthed, og fremmedgjorthed over for måske ikke kun en selv, men også over for omverdenen, kan der opstå der et eksistentielt nulpunkt. Et nulpunkt, der, som et fatamorgana, skaber et ekko og en vag spejling af en selv, hvor man efterlades med en fundamental og uudholdelig følelse af ensomhed og afsondrethed med det, der kan føles som en formålsløs og absurd verden. En følelse af modløshed og fortvivelse, hvor ensomheden kan være så overvældende, at man føler, at man er lige ved at briste!

 

Går vi i sorgen selvudslettende ind i en art dissociativ tilstand og lader vores selv gå i eksil – forstødt fra vores egen væren? Et eksil og en isolation, der ikke bare danner en uovervindelige kløft til alle andre mennesker, men derudover også skaber en adskillelse mellem ens selv og verden.

 

For hvad er denne tomhed, som vi står konfronteret med? En tomhed, der indikerer at et eller andet mangler – en tomhed, som mangler at blive fyldt med mening? Eller accepten af det absurde? Eller bare kærlighed? Hvad kan man gøre for at præservere sig selv?

 

Foto: David Stjernholm


Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon