THE REMINISCENCES OF WHAT ONCE WAS

19. OCT – 12. DEC 2016 // 

Spanien19C // 

Solo exhibition

1/12

Med soloudstillingen THE REMINISCENSES OF WHAT ONCE WAS specifikt udformet til Spanien19C's udstillingsrum udfoldede Michael Würtz Overbeck en eksistentialistisk udstilling, der, gennem totalinstallation, står som et vanitasbillede med bud om dødens uafvendelighed, en påmindelse om vor egen forgængelighed og livets midlertidighed. Et personlig og spirituel refleksionsrum over døden og det tomrum den pårørende står tilbage med og må prøve at acceptere, hvor der opstår et behov for at skabe mening for at nå ind til en forståelse af tabet af den anden.

 

Udstillingen står som en konfrontation med det ultimativt ukendte. En søgen efter at finde ud af, hvad det vil sige at være – i livet. En udstilling, der ikke som sådan kun handler om døden, men i lige så høj grad om det at eksistere.

 

Mennesket er bundet til livet med døden, og dødens nærhed og mulighed er tilstedeværende i et hvert øjeblik af livet. Døden – vores blind medpassager. Fra det øjeblik, vi kommer til verden og begynder at eksistere, begynder tiden også at rinde ud mod det øjeblik, hvor vi ikke er mere.

 

Men vi er ikke kun bærere af vores egen blinde medpassager. Vi lever også i skyggen af vore medmenneskers forgængelighed, hvis egen blinde passager også bliver vores. Den andens forgængelighed og død interfererer med vores eget livsforløb og påvirker vores perception af verden omkring os.

 

Hvis man tænker på døden uden at medtænke, at døden væsentligt angår en selv, ser man ikke dødens betydning i øjnene.

 

Livet igennem bærer vi små påmindelser om vores egen og den andens forgængelighed. Fornemmelsen af, at ens minder er betydningsfulde, er en meget menneskelig følelse. En følelse, der kan være meget kraftfuld og stærktglødende. Minder om situationer, begivenheder og personer, som for andre umiddelbart kan virke ligegyldige og banale, ja, måske nærmest grænsende til meningsløse. Men ens fornemmelse af minderne har en dyb og dyrebar følelse. Mindet transformerer sig til en form for hypervirkelighed af levede trivielle øjeblikke. En art generindring af disse, for en, værdifulde minder.

Der har for mennesket altid været et behov for at knytte mindet om den anden til materielle ting. Amuletter med hårtotter, billeder og objekter er alle eksempler på artefakter, som fungerer som mindesymboler, og som skaber en “sanselig forbindelse” mellem os og den vi mangler og savner.

 

Når alt kommer til alt, står vi konfronteret med fornemmelsen af det ubegribelige – det der forekommer os større end livet selv. En æterisk, ubekendt og storslået kraft, der går ud over vores forståelsesramme. En kraft, hvis begrebsverden måske for altid vil være lige akkurat uden for vores rækkevidde. En fornemmelse og kraft som der er et behov for at indfange og fastholde. De afdøde er aldrig døde for os, førend vi har glemt dem. Og dermed er de dødes liv placeret i de levendes hukommelse.

 

Konfronteret med døden, vores egen og den andens forgængelighed som den muligvis sidste og eneste evigt gyldige sandhed, hvad har vi så tilbage, som er virkelig værd at leve for? Kærligheden til den anden? Eller er der måske kun absurditet tilbage?

Supported by The Danish Art Foundation

Awarded by The Danish Art Foundation

ARTEFACTS and FADING STRUCTURES I-IIII bought by The Danish Art Foundation

Read interview at Kunsten.nu

  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon